Ydersiden af installationen ligner mest af alt en kulisse. Indefra derimod hersker der ro og orden. Det er et aflangt passagerum, som man går igennem, mod lyset ved udgangen. På tværs af rummet udspiller der sig et spil af spejlninger og projektion. Videoen med den endeløse sejltur ud mod horisonten spejles, og denne fordobling genspejles på væggen overfor. Vi omgives af naturens overordentlige storhed. Horisonten drager, det er en romantisk dragning, en længsel efter at overvinde adskillelser og forene ude og inde, hamonisere natur og kultur, bringe os selv og verden i balance. Men horisonten drager i modsatte retninger, til uforenelige mål, vi stræber fremad, men drages tilbage. Faktisk spadserer vi blot hen forbi denne uendelige foreningslængsel på vores passage gennem det mørke kulisserum.